Tomoko Takanashi, Pianist
Home Profile T-Room CD/Music Press Blog Link Contact Sitemap
Home > Press > Ugeavisen



Ugeavisen, 11. 05. 1999

Vækket i Japan af Carl Nielsen-musik
- besluttede så at rejse til Fyn




Klassiske fynske toner i morgenradioen fik ung musikstuderende til at forlade Tokyo

Hun sidder stille, fredfyldt ved klaveret i det lyse øvelokale på Det Fynske Musikkonservarorium.

Fingrene på hendes små hænder bevæger sig elegant hen over tangenterne i en glidende overgang til mere hurtige og lystige toner, en overgang, der også anes i hendes ansigt.

Japanske Tomoko Takanashi er studerende i musikkonservatoriets solistklasse, der kun tæller to andre studenter - en violinist og en blokfløjte-spiller.

Her har hun specialiseret sig i moderne klassisk klavermusik fra Danmark med udgangspunkt i fynske Carl Nielsen.

Den musik har betaget hende lige siden en tidlig morgen i 1989, da solen stod op i hendes fødeby Tokyo.

Musikalsk vækket af Carl Nielsen

Tomoko Takanashi blev vækket af klassisk musik fra radioen, som hun plejede at blive.

Men denne morgen var og blev noget særligt.

- Det var så smukt. Melodien var meget ren og klar. Og melodien er meget vigtig for mig, fortæller Tomoko Takanashi.

Musikken viste sig at være Carl Nielsens "Helios Overture", en komposition på baggrund af en græsk solopgang. Og i løbet af få dage fik Tomoko Takanashi opsporet sine første noder til et Carl Nielsen-stykke, hans "Chaconne".

Hun var en ung studerende på musikakademiet "Musashino Academia Musicae" i Tokyo. Men hidtil havde hun ikke taget sin uddannelse så alvorligt.

- Jeg kunne godt lide musik, og jeg kunne spille klaver. Men jeg var ikke interesseret i at optræde. Jeg spillede ikke af hjertet og brugte tid på meget andet som teater, ballet og litteratur, fortæller hun.

Alene ved klaveret i Odense

Mødet med Carl Nielsens musik ændrede hendes indstilling.

I 1991 afsluttede hun fire års akademiuddannelse og de første år medvirkede hun ved en del koncerter i Japan, hvor hun optrådte både som solist og som kammermusiker.

Men hendes hang til den fynske komponist forsvandt ikke.

I december 1995 søgte Tomoko Takanashi om optagelse på Det Fynske Musikkonservatorium.

I marts 1996 fløj hun til Danmark, gik til optagelsesprøve og bestod med et 13-tal.

Og i efteråret samme år flyttede hun så fra familiehjemmet i Tokyo til det fremmedartede Odense.

- Først følte jeg mig meget fri, da jeg ikke havde mine forældre omkring mig. Det var mit sted, mine ting, jeg bestemte selv hvad jeg skulle og hvornår, fortæller Tomoko Takanashi.

- Men jeg fandt meget hurtigt ud af, at det var svært at være alene.

Omgangskredsen var ikke stor, det første år hun var i Odense. Så hun holdt sig indendørs ved klaveret.

- Da min mor og min tante kom på besøg, skulle jeg vise dem rundt i Odense og på Fyn. Men jeg kunne slet ikke finde rundt. Vi for vild og tog forkerte toge, erkender hun.

Ladet op til offensiv for dansk musik

I 1997 tog Tomoko Takanashi diplomeksamen og kvalificerede sig til den eftertragtede solistklasse ved musikkonservatoriet.

- Min lærer er specialist i bl.a. Carl Nielsen. Hun har givet mig meget, fortæller Tomoko Takanashi, der til november afslutter sin solistuddannelse med en debutkoncert ved konservatoriets årlige arrangement "Musikhøst".

Herefter er der en del projekter, hun skal realisere.

- Jeg vil introducere musik af Carl Nielsen og andre moderne klassiske komponister fra Danmark til publikum i Japan og andre steder, siger hun.

Men hun har dog ingen planer om at flytte hjem til Japan. Hun har fået mange venner i Odense og Danmark.

- Jeg vil gerne blive så længe som muligt i Danmark og fortsætte samarbejdet med danske kunstnere og musikere, siger hun og tilføjer, at der er en dejlig forskel på at give koncerter i Danmark og i Japan.

- I Damark er folk meget mere koncentrerede. De lytter opmærksomt og går ikke fra koncerten i utide. Og så klapper de meget bagefter. Det er rart for musikerne. I Japan er publikum også høflige. Men de klapper ikke så meget, hvis de ikke er tilfredse.


Ib Roslund






TopPress Top
Home Profile T-Room CD/Music Press Blog Link Contact Sitemap